Min rejse – fra naturbarn til kvantehealer

Jeg har altid været i ubevidst kontakt med den usynlige verden. Som barn mindede jeg mest af alt om Ronja Røverdatter, hvor man altid kunne finde mig ude i naturen, med mit fiskenet, mine dyr og mine egne eventyr. Jeg var lykkelig dér, blandt træerne, ved søerne og dyrene, hvor jeg intuitivt sansede forbindelsen til noget større.

Den spirituelle verden har aldrig været noget, jeg skulle lære at tro på, den har bare altid været mit verdensbillede.

I 20 år var jeg selvstændig med mit smykkebrand PENDULUM. Jeg arbejdede med hænderne, stræbte efter at skabe smukke og symbolske smykker, og kombinerede natur, dyr og geometriske former, ofte i materialer med kant og styrke.

I dag kan jeg se, hvordan det hele hænger sammen: Min sjæl har altid udtrykt sig gennem æstetik, energi og betydning. Og i dag former jeg stadig energi, bare i helt andre lag.

Uddannelser inden for det spirituelle

Jeg har taget tre spirituelle uddannelser, der danner fundamentet for det, jeg laver i dag:

Den Spirituelle Uddannelse – Halo House – KBH K
Her lærte jeg at stå rent og klart i min egen kanal.

Overbygning som Ny Tids Clairvoyant – Halo House – KBH K.
Overbygningen skærpede mit blik for sjælens rejse.

Grunduddannelse i Naturkraft, Healing og Clairvoyance – Nordisk Sjæl Akademiet – Fyn
Denne grunduddannelse genåbnede forbindelsen til mine rødder, aktiverede min evne til sjæle og astralrejser, og kontakt med guider.

Herfra begyndte mit arbejde at folde sig ud med stor styrke. Først trådte mine urguider og livslange allierede guider frem. Senere kom mit healerteam af naturguider, og senest stjerneguider og kvantebevidstheder.

Nu arbejder jeg især med kvantehealing, som er et helt centralt omdrejningspunkt i mine sessioner. Det er healing i dybden. Kvantehealing er energi- og bevidsthedsarbejde på et dybt plan. Jeg arbejder med lys, frekvenser og guider fra højere dimensioner for at forløse mønstre, aktivere din lyskrop og styrke forbindelsen til din sjæls essens.